
Vores historie
De Forenede Dampvaskerier kasserer i gennemsnit 1 ton tekstiler om dagen, tekstiler der af den ene eller anden årsag er kasseret af kunden. DFD UPCY er født ud af en ambition om at genanvende 100% af disse tekstiler inden 2025 og dermed gøre op med en miljøskadelig brug-og-smid-væk-kultur. I stedet for at tekstilerne brændes eller smides ud, skånes miljøet, når tekstilerne ”upcycles” til nye produkter.
Med konceptet DFD upcy ønsker vi at gå forrest i den grønne omstilling ved at sætte fokus på genanvendeligheden af de kasserede tekstiler. Der er et meget stort potentiale i at genanvende kasserede tekstiler, men det skal også give mening. Derfor ligger det os meget på sinde, at DFD upcy produkterne kan erstatte konventionelle produkter, som ellers ville være indkøbt fra ny.
Hvert enkelt stykke DFD upcy tøj bærer en unik historie fra dets tidligere liv. Vores lager i Skovlunde modtager dagligt mange kasser fyldt med duge, lagner, kitler og arbejdstøj og ved modtagelsen af disse vurderes og sortereres materialerne. De udvalgte materialer sendes herefter videre til produktion på vores systuer i Litauen og Rumænien.
En jakke bliver til af et forklæde fra restaurationsbranchen og en skjorte skabes af et stribet dynebetræk. Vi kan ikke altid forudse hvilke materialer, vi ligger inde med, og vores sortiment bliver derfor bestemt af og udviklet efter hvilke materialer, vi har til rådighed.
Da de kasserede tekstiler oprindeligt er produceret til at kunne klare mange vaske, er stofferne af en høj kvalitet og slidstyrke, og har derfor mange flere år i sig. Vi ønsker gennem DFD upcy at inspirere andre til at se på deres ressourcer med nye øjne, og overveje, hvordan de kan forlænge tekstilernes livscyklus.
Med DFD upcy er det vores ønske, at vi sammen med DFD’s kunder såvel som forbrugerne sætter fokus på ansvarligt forbrug og produktion – kasserede tekstiler bør ikke være enden på forbruget, men starten på et nyt liv.
Læs mere om DFD Upcy og upcycling af kasserede tekstiler her.

